50/50

Humor er den bedste medicin

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Lars von Trier opdagede det i Cannes. Det er ikke alt, man kan lave sjov med. Hverken nazisme eller jødehad eller for den sags skyld pædofili eller hungersnød eller tsunamier eller kræft. Eller måske er pointen snarere, at man skal tænke sig grundigt om, inden man laver sjov med alvorlige emner. Efter at have set den amerikanske komedie '50/50' kan man i hvert fald slå fast, at instruktøren Jonathan Levine og forfatteren Will Reiser har betydeligt mere held med at lave sjov med kræft end Lars von Trier havde med nazisme og jødehad. Det virker faktisk forbavsende nemt at grine ad kræft og alle de store menneskelige sorger, sygdommen har på samvittigheden. Det er det naturligvis ikke.

En hårfin sag
Det store kunststykke i forbindelse med nazisme eller jødehad eller pædofili eller hungersnød eller tsunamier eller kræft er at finde den rette balance. Det er en mildt sagt hårfin sag. Kan man fx tillade sig at lade den kræftsyge hovedperson spise kokosmakroner med pot lige før kemoterapien, hvorefter han går pilskæv rundt i hospitalet og griner ad døde mennesker i ligposer? Kan man lade hovedpersonens gode ven rende rundt og score kvinder, der bliver dybt berørt af vennen med den dødelige sygdom? Kan man grine ad mennesker, der pludselig uddeler krammere og siger mærkelige ting i befippelse over en kræftsyg kollega? Kan man more sig over en læge, der aflirer det ene kliniske og mærkelige latinske udtryk i stedet for bare at fortælle patienten, at han har en kræftknude? Kan man tillade sig at lave sjov med at stjernen Patrick Swayze er død af kræft?

Jeg har kræft
Ja, det kan man. Uanset hvor håbløst og respektløst det lyder. Instruktøren Jonathan Levine og forfatteren Will Reiser er ude i flere aldeles besværlige balancer i '50/50'. Kun i få situationer bliver følelser presset frem til grædepunktet à la kræftklassikeren 'Tid til kærtegn', som da vores kræftsyge helt, Adam, fortæller sin far, der har Alzheimers, at han elsker ham højt, lige før Adam skal gennem den afgørende livstruende operation. Til gengæld giver filmen den alt hvad den kan trække med drengerøvshumor, som da Adams ven, Kyle, opdager at Adams kæreste er ham utro og bruger det stærkt mandchauvinistiske udtryk 'cunt' foran en kvinde han er på første date med. Eller da Kyle får trukket Adam med på natklub og presser ham til at bruge sætningen 'jeg har kræft' til at score med.

Adam burde kneppe
Det burde få '50/50' til at tippe og blive utidig og ubehøvlet adskillige gange. Det gør det ikke. Alene den canadiske komiker Seth Rogen, der har specialiseret sig i at spille mænd, der er teenagedrengerøve, selvom de er alt for gamle til at være det, burde få '50/50' til at vælte. Men selvom Seth Rogens figur, Kyle, hele tiden er derude hvor man ikke bør gå, hvis man være følsom og respektfuld overfor kræftsygdommen, giver han god mening i historien. Midtvejs i filmen er han ude på den forkerte side af at være for meget med sit evindelige kævleri om alle de kvinder, Adam burde kneppe, indtil vi opdager, at Kyle opfører sig som en idiot fordi han ikke aner hvordan han ellers skal opføre sig overfor en god ven på bare 27 år, der måske skal noget så uhåndgribeligt og besynderligt som at dø. Det er, midt i al sin drengerøvshumor, elegant sat sammen.

Intet anstrengt
I det hele taget lykkes det '50/50' at få komik og cancer til at ligne to emner, der altid går hånd i hånd. Det er langtfra alle, der vil acceptere at man griner i selskab med noget så alvorligt som kræft, men grundtonen i filmen er medfølende. Der er intet anstrengt i dens balance, der er ingen falske toner i Adam og hans frustrationer, i den usikre ven Kyle eller i den omklamrende mor. Kæresten Rachael er unødvendigt hårdt og usympatisk beskrevet, men den mislyd kan muligvis forklares med at manuskriptforfatteren Will Reiser, der selv har haft kræft, skulle have noget ud mellem sidebenene, og det kan man sådan set ikke fortænke ham i.

En grusom kolbøtte
Uanset den komiske tone får man et klart billede af den grusomme kolbøtte Adams liv tager. Film, der tager sygdomme dødsensalvorligt og som aldrig kunne finde på at grine, bliver netop så knugende og påtrængende, at man er nødt til at holde dem ud i strakt arm for at kunne sluge dem. Her, i '50/50', bliver sygdommen filtreret gennem lyset allerede fra filmens begyndelse.  Man har ingen fornemmelse af at få presset andre menneskers ulykke ned i halsen.  Man har kun en fornemmelse af at selv det meste alvorlige emne kan angribes med humor. Og at der ikke findes nogen stærkere medicin end at grine.

Besøg dr.dk/kultur